Monopoli: Jeg har været med i en film. En rigtig én. Og i et par dage var jeg italiener.
I et par dage var Monopoli ikke en by, men en rytme. Mad som påskud, mennesker der tager dig som en selvfølge, små gader der får dig til at gå langsomt, og den sjældne fornemmelse af, at du ikke bare er turist. Et sted, der ikke viser sig med det samme, men som—hvis du lader det være i fred—klistrer sig til dig og ikke lader dig rejse derfra på samme måde som du kom.