Stories in this category
Årets første løb kommer som regel med spænding og entusiasme. I år kom det løbende midt mellem opgaver, træthed og en 15-minutters lur, der føltes som en kamp, jeg havde tabt fra start. Gerar er ikke bare en konkurrence – det er en øvelse i holdånd, i accept og i at følges ad, også når én af os er det svage led. En historie om løb, mennesker, forskellige rytmer og den mening, der bliver tilbage, hinsides kilometerne og resultaterne.
Gerar handler ikke om tider, men om mennesker. Om hold, der bliver sammen, forhandlede tempoer, historier fortalt i løb – og et “we run as one”, som faktisk bliver efterlevet. Hvis du ikke har løbet Gerar, er der stor chance for, at du ikke forstår det. Men hvis du har været med én gang, ved du allerede, hvorfor du kommer tilbage.
Kl. 8:20, med kaffen i hånden og fem timers søvn i kroppen, virkede det hele som en virkelig dårlig idé. Træthed, kulde, kaos. Og alligevel vejede løfterne, menneskene og energien før start tungere. Det blev et løb uden besættelse af tiden, men fyldt med møder, historier og øjeblikke, der minder dig om, hvorfor du løber. Ikke for freden, ikke for medaljen, men for den der sjældne følelse af, at du er præcis dér, hvor du skal være, sammen med de rigtige mennesker.