Stories and running experiences.
Gerar handler ikke om tider, men om mennesker. Om hold, der bliver sammen, forhandlede tempoer, historier fortalt i løb – og et “we run as one”, som faktisk bliver efterlevet. Hvis du ikke har løbet Gerar, er der stor chance for, at du ikke forstår det. Men hvis du har været med én gang, ved du allerede, hvorfor du kommer tilbage.
I et par dage var Monopoli ikke en by, men en rytme. Mad som påskud, mennesker der tager dig som en selvfølge, små gader der får dig til at gå langsomt, og den sjældne fornemmelse af, at du ikke bare er turist. Et sted, der ikke viser sig med det samme, men som—hvis du lader det være i fred—klistrer sig til dig og ikke lader dig rejse derfra på samme måde som du kom.
Nytårsaften stak jeg af til Monopoli – ikke for at præstere, men for at sove, spise, løbe uden mål og få hovedet på plads igen. Med havet, med roen, med langsomme ture og den enkle glæde ved bare at være til stede. Nogle gange handler det ikke om kilometer eller planer. Det handler om at vide, hvornår man skal tage af sted. Og hvorhen.
Efter næsten tre uger uden løb kom tågen, kulden og vinden ved Lacul Morii på det helt rigtige tidspunkt. Det var mere end en fysisk tilbagevenden: det var en mental klarhed efter en intens periode med arbejde, projekter og korte nætter. En enkel løbetur uden pres, som fik tingene på plads igen og stille og roligt åbnede vejen mod det næste mål.
Det var ikke et år med rekorder, men et år med mennesker, veje og mening. Om løb, der brækkede mig ned og satte mig på plads igen, om fællesskab, familie, venner og øjeblikke, der betød mere end enhver sluttid. Et tæt, tungt og godt år, hvor løb ikke var en kamp mod grænser, men min måde at leve livet på – med alt det, der var mest intenst.
Kl. 8:20, med kaffen i hånden og fem timers søvn i kroppen, virkede det hele som en virkelig dårlig idé. Træthed, kulde, kaos. Og alligevel vejede løfterne, menneskene og energien før start tungere. Det blev et løb uden besættelse af tiden, men fyldt med møder, historier og øjeblikke, der minder dig om, hvorfor du løber. Ikke for freden, ikke for medaljen, men for den der sjældne følelse af, at du er præcis dér, hvor du skal være, sammen med de rigtige mennesker.
Efter 100 km i Alberobello, søvnløse nætter, udmattelse og en tvungen pause kom dagens løbetur præcis, da den skulle. Dårligt vejr, velkendte ruter set med turistens øjne, uventede møder og historier fortalt i fart. En løbetur uden pres, men med mening, som igen fik benene, hovedet og selvtilliden til at hænge sammen til det, der venter. Nogle gange kommer comeback’et ikke spektakulært, men stille og roligt – i 19 kilometer løbet med et klart hoved.
Første aften i Bari begyndte præcis, som den skulle: med hele flokken samlet, gader man med glæde farer vild i, havet lige i nærheden og alt, alt for meget god mad. Fra sprød polpo spist i farten, til blæksprutte der nærmest falder fra hinanden på tallerkenen, Aperol uden ende og historier med mennesker, jeg holder af – det hele var den perfekte opvarmning til det, der ventede. 100 km-løbet var ikke her endnu, men fortællingen om det var allerede i gang, mellem tallerkener, latter og Syditalien.