Jeg har løbet Gerar flere gange (og har endda lavet en lille “samling” af medaljer), men jeg kan stadig lide at tale om det, som om det var første gang. For helt ærligt: det her format kan noget sjældent – det kan trække dig ud af din egen film og ind i et “vi”, som ikke bare står på plakaten.
1) Reglen, der ændrer alt
Til Gerar er idéen om et “hold” ikke poesi. Det er en regel: I er tre, og I skal blive sammen, med kort afstand, hele vejen. Mottoet “We run as one” er ikke sat på for at se godt ud – det er sat på for at advare dig: her findes der ikke varianten “vi ses ved mål”.
Og det gode er, at den regel saboterer dine klassiske reflekser. Du kan ikke spille helt i to minutter, for så er der straks nogen, der får dig ned på jorden. Du kan heller ikke lade som om, du har det fint, når du ikke har – for det ses med det samme i “elastikken” mellem jer. Hvis én knækker, knækker alt.
Jeg har også mit eget “traditionshold” gennem flere år: Inglourious Basterds, sammen med Gabi og Bogdan. Navnet er farligere, end vi er, men det er netop pointen. Et år sagde vi det helt enkelt: tempoet var “sladrehastighed”, fordi vi alle tre var i genoptræning og ikke havde lyst til heltegerninger.
2) Tempoet er ikke dit. Og det er en lektie, ikke en straf
Det er den fine forskel i forhold til punkt 1: Til Gerar er du ikke bare tæt på – du lærer også at forhandle med din stolthed. Tempoet er ikke “hvad jeg kan i dag”, men “hvad vi kan uden at betale renter senere”.
I 2025 lavede jeg præcis den klassiske fejl: søvn som en kaffepause og en tåbelig tillid til start-euforien. De første minutter gik det, og så røg jeg i “jeg besvimer ikke, men jeg kan virkelig ikke lide det”-mode, med en vejrtrækning helt i stykker. Det gode øjeblik var ikke, at jeg fik det skidt – det var, at jeg fik fornuften tilbage og sagde, at vi skulle tage den lidt roligere. Det ser ikke spektakulært ud på Strava, men det redder løbet.
3) Det er et løb, men også en “terapisession” på benene
Der findes løb, hvor du er stille og tæller kilometer som dage til løn. Til Gerar sker det ofte omvendt for mig: kilometerne går, uden at jeg opdager det, fordi løbet bliver den perfekte undskyldning for at se folk og snakke rigtigt sammen.
I 2023 snakkede vi næsten non-stop, som om vi sad over en lang kaffe … bare at “kaffen” var 21 km. Og det er noget af det sjældne: det lader dig være både sportsudøver og menneske. Du kan give den gas, hvis du har lyst, men du kan også nyde løbet som et møde med dit fællesskab, uden at føle, at du “mister” noget.
4) Du kan komme uden mål – og det er stadig helt
Det er noget af det fedeste ved det her format: du behøver ikke et target for, at dagen giver mening. Normalt, ved et løb uden mål, keder du dig enten, eller også bliver du irriteret over, at “du har ingen grund til at være der”. Til Gerar finder du noget andet, hvis du ikke har et target: stemningen, historierne, holdtempoet, det at du ikke behøver bevise noget.
Og det er en god lektie, især i starten af året: nogle gange er det sundeste mål at tage af sted med lyst – ikke med et Excel-ark i hovedet.
5) Vejret er kulisse. Udgaven er en helt anden film
Jeg har ramt “drømmesne” til Gerar (den slags, der gør alting smukkere, inklusive lidelsen, hvis det skulle være). Jeg har også ramt udgaver med temperaturer tæt på forår, hvor du kigger på navnet og tænker, om det ikke er en joke: “Gerar” … men du sveder som i april.
Og det stærke er, at uanset hvordan det er udenfor, så fanger løbet dig alligevel, som det skal. Kulden, varmen, sneen, fraværet af den … det er baggrund. Den rigtige film er, hvordan I håndterer hinanden: når det begynder at gøre ondt, når det er for komfortabelt og du lader dig rive med, når én har en tungere dag.
6) Organiseringen er for god til at være hovedhistorien
Til nogle løb handler halvdelen af minderne om køer, kryds, nerver, “hvor er ruten?”. Til Gerar er organiseringen så ordentlig, at du ender med ikke at have noget at brokke dig over. Der er frivillige, hvor der skal være, folk der guider dig, hep, fotografer, stemning. Du løber og passer din egen sag.
Og det betyder meget, at det hele foregår på Politehnică. Det er den følelse af at blive “taget imod” til et arrangement – ikke bare smidt ud på en rute og så ellers held og lykke. Jo, i 2020 irriterede afhentningen af kit mig, men det er den slags utilfredshed, man kun har, når resten kører som et ur.
7) Medaljen er ikke en medalje. Det er et projekt over flere år
Til Gerar er medaljen ikke den dér ting, du smider i en skuffe, og færdig, “så fik jeg den”. I 2020 fandt jeg ud af, at medaljen fra dengang sammen med dem fra de to foregående år kunne monteres i en pyramide – inklusive en holder. Jeg grinede, men jeg elskede det: i stedet for “endnu en” var det en brik i et puslespil.
I 2024 igen: medaljen var den anden i en serie på 10, som skal danne et stort snefnug. Og det er præcis tricket: den får dig ind i spillet uden plastmotivation. Du har bare lyst til at samle dem alle – som et seriøst barn med en meget useriøs samling.
8) Gerar handler også om mennesker, der bliver pejlemærker
I 2024 var der også det øjeblik, hvor løbet ikke længere bare er et løb. Nea Ilie Roșu var den type menneske, der gik gennem vores community som et lokomotiv: mange maratoner, Rumæniens flag og den enkle opmuntring, som ramte dig lige, når du begyndte at forhandle med dig selv. Sådan nogle mennesker bliver i dig ikke på grund af resultater, men på grund af deres tilstedeværelse.
Og der er mere: Til Gerar ser du også de dér “forbilleder”, som uden at sige noget giver dig den rene tanke: “når jeg bliver stor, vil jeg være sådan”. Det er ikke en tale, ikke pap-inspiration. Det er bare virkeligheden, sat ved siden af dig ved målstregen.
9) Det er årets begyndelsestradition – ikke bare et startskud
For mig er Gerar den type løb, der får sæsonen på skinner. Jeg oplever det som en tradition: du ser folk, du starter året, du husker, hvordan konkurrence-atmosfæren føles, og du får hovedet på plads igen.
Og jeg kan lide, at det er i Bukarest, det er “hjemme” på sin egen måde: campus, enkel logistik, folk der allerede ved, hvad Gerar er, og hvordan man lever det. Det er ikke bare et startskud. Det er et ritual.
10) Det er ikke for alle. Netop derfor forbliver det autentisk
Formatet med et hold på tre er ikke “hyggeligt”. Det er et filter. Hvis du kun er kommet for “mig, min tid, mit ur”, så gør den regel dig vanvittig. Hvis du kommer for idéen om hold, bliver løbet et af årets fedeste.
Og jeg tror, det er kernen: Til Gerar er det egentlige kriterium ikke præstationen, men mennesket. At man er god at være sammen med, at man kan klare 21 km, og at man forstår, at “we run as one” betyder mere end et resultat. Det handler om forståelse, støtte og venskab.
Derfor kan jeg efter så mange udgaver – helt præcist 7 (2016, 2018, 2019, 2020, 2023, 2024 og 2025) – sige det enkelt: Gerar er ikke den type løb, du “tjekker af”. Det er den type løb, du vender tilbage til. Og jeg glæder mig allerede til at deltage den 31. januar 2026.
Bonus, så ingen tror, at Gerar kun betyder et 21 km hold: løbet har også andre distancer – for helt normale mennesker, for de modige, for “i dag vil jeg se, hvordan det er”, for børn, for alle. Der er 10 km og 3 km, så det er ikke den type event, du kun går ind i, hvis du har en maratonplan og tre venner med i pakken.
Og der er en sjælden detalje, som jeg virkelig sætter pris på: starttidspunktet, 17:00. Du står ikke op klokken 4 om morgenen, du tager ikke af sted midt om natten, du spiser ikke dine nerver på vejen. Du kan komme roligt samme dag, løbe, få din dosis konkurrence og – hvis du vil – tage hjem igen samme aften, som et ansvarligt menneske (eller i det mindste som én, der prøver).
Og ja, det er værd at sige: Gerar er organiseret af Fakultetet for Energetik og Yolo Events, og bag det hele mærker man hånden fra et team, der ved, hvordan man gør tingene ordentligt. Med støtte fra SportGuru og andre partnere.
Gallery
