Årets første løb. Det, man glæder sig til hver gang. Men i år kom det, som om det pludselig bare var der.Har jeg nævnt, at jeg på det seneste har haft virkelig travlt og arbejder mere end før? 🤭 Ja, jeg ved det – det siger jeg jo altid. Men faktum var, at jeg havde start kl. 15:30 om lørdagen, og ved 12:30 stoppede jeg arbejdet, spiste de klassiske skiver brød med smør og marmelade – mere af lyst end af egentlig nødvendighed – og fordi jeg bogstaveligt talt var ved at falde i søvn med åbne øjne, lagde jeg mig “bare 15 minutter”.Jeg faldt i søvn med det samme. Da jeg vågnede omkring 14:15, havde jeg den helt klare fornemmelse af, at jeg ikke duede til noget som helst, mine øjne sviede, og jeg kunne ikke holde dem åbne. Men der var ikke nogen mulighed for ikke at tage afsted. Sådan noget gør jeg ikke. Og der var jo også holdet, jeg skulle løbe med.Gerar er en helt særlig konkurrence – i hvert fald her hos os – fordi man løber halvmaraton i et hold på tre personer. Og det ændrer dynamikken fuldstændigt. Det handler ikke længere kun om dig, dit tempo og din form. I skal passe sammen, kommunikere med blikke og acceptere, at nogle gange er én svagere, og så må de andre sætte farten ned. Hvis én har en dårlig dag, må de andre acceptere det. Der er ikke plads til ego, der er ikke noget “kom så, jeg kan godt lidt mere”. Det handler om at følges ad hele vejen til mål.Ude blæste det indimellem – sådan en vind, der føles som om den rammer dig lige i ansigtet uden nogen grund. Jeg bestilte en Uber omkring 14:55 og nåede på en eller anden måde frem kl. 15:12 😂, til Rektoratet på Poli. Hvis jeg andre år kom en time før og havde tid til at stå og snakke med andre sportsfolk, gik det denne gang hele tiden stærkt.Et par ord i gangen, taskerne ind i auditoriet, jeg var allerede omklædt, mødtes med drengene, de gav mig startnummeret, og så gik vi direkte ud mod start. Vi nåede ikke engang at varme op. Bare et par jokes, et par blikke – og så afsted.Jeg vidste, at jeg ville være det svage led. Igen 😊Jeg sagde det også til dem et par dage før: “5:30 min/km er det maksimale, jeg kan holde – forvent ikke noget af mig.” Træthed og søvnmangel gør nogle virkelig mærkelige ting ved kroppen. Selvom jeg i de seneste uger havde haft bedre løbeture, kunne jeg nu tydeligt mærke, at jeg ikke kunne mere.Starten var i en virkelig fed stemning. Spænding, glæde, mennesker, der oprigtigt var glade for at være der. Jeg håbede bare, at drengene ikke ville lægge for hårdt ud. Selvfølgelig var det præcis det, der skete 😂Jeg glædede mig til at blive færdig med første omgang og nå frem til væskedepotet. Jeg var tørstig på den der måde, hvor det føles, som om man kun har spist salt mad de sidste to dage.Vi skulle løbe seks omgange. De første to gik nogenlunde, selvfølgelig under det, jeg havde ønsket. Så havde jeg en omgang, hvor jeg kom lidt tilbage. Da jeg i næstsidste omgang så Hunor og hans hold, at de var færdige og bare tog en let ekstra omgang, sagde jeg til drengene, at vi også burde gøre det samme. Og Gabi bekræftede det, jeg allerede mærkede: “restitutionsomgangen bliver den sidste omgang” 😂Det blev til en dejlig snak. Det er egentlig det, Gerar er for os. En mulighed for at løbe sammen i en organiseret ramme, med øjeblikke hvor vi snakker lidt, joker lidt 🤭, men også de gode øjeblikke, hvor man bare løber og er glad for at være der.Om organiseringen: kun godt at sige. Hvad skal man også sige, når alt er gjort perfekt? 🤭Jeg blev virkelig glad for at se løbevenner, især fordi jeg heller ikke har været særlig meget på sociale medier på det sidste.Februar bliver også en hård måned for mig. Fra marts håber jeg at komme tilbage i fuld kraft, lave nogle gode planer for i år og komme ind i en mere rolig rytme igen. Jeg håber også, vejret hjælper mig, for helt ærligt: kulde er slet ikke min ven 🤭Efter løbet så vi også pigerne, og som sædvanligt endte vi på en restaurant. Ikke nødvendigvis for at “fejre”, men for at sidde ved et bord, spise noget og snakke lidt. Den slags samtaler, der kommer helt naturligt efter et løb, når man er træt, afslappet og ikke har noget at bevise.Gabi og Valeria ser jeg 2–3 gange om året, som regel til konkurrencer. Bogdan ser jeg næsten udelukkende til Gerar, og nogle gange falder der også et Transfier sammen. Vi er ikke den type gruppe, der ses hver uge eller går ud og får en øl bare for at gå ud. Det er sporten og de her punktvise øjeblikke, der binder os sammen – men når vi samles, føles det præcis, som om tiden ikke er gået.Og måske er det den bedste del. At løb ikke kun handler om kilometer, tider og resultater, men også om de mennesker, der bliver ved med at dukke op – også selvom det er sjældent. En lille, men god flok, der hver gang samles om sporten og tager hjem med de samme historier, måske med lidt mere træthed, men også med lidt mere mening..
Gallery
