Jeg løber ikke for at teste mine grænser. Jeg løber, fordi det her er mit liv. For det jeg føler derude, for menneskerne, for hver eneste historie.
Når jeg ser tilbage på det her år og ser 4 halvmaraton, 2 maraton, to 100 km-løb og 3 Ironman-konkurrencer, går det op for mig, at uden at planlægge det, har jeg levet på ét år, hvad andre løber på et helt liv.
Det var et fyldt år. Måske endda mere fyldt, end jeg havde regnet med. Projekterne jeg arbejdede på, samarbejderne, alt det jeg byggede for mig selv og for andre… og oveni det hele ultraløb, der både brækkede mig og ladede mig op på samme tid. Det var meget. Men det var godt.
Jeg ved, jeg har sagt det før, men jeg kan ikke lade være med at gentage det: Jeg føler mig privilegeret. Ikke i den pompøse forstand, men helt enkelt – som et menneske, der ser på sit liv og mest ser den halvfyldte side af glasset. Jeg har mennesker ved min side, som elsker mig, ikke bare “støtter” mig. Og det holder mig med fødderne på jorden hver dag. Og det jeg laver… det kan jeg lide, det brænder jeg for, det giver mig næring. Det er ikke bare et job. Og sporten… sporten er den særlige bid mellem mig og mig selv, også selv om jeg deler alle oplevelserne med jer.
Alt det her var på max i år. Derfor siger jeg, at det var et fyldt år. Og i al den her smukke travlhed er der nogle få punkter, der rejser sig over de andre. Ikke de hårdeste, ikke de mest spektakulære, men dem, der virkelig rørte mig.
Carmens første maraton var for mig et af årets stærkeste øjeblikke. Jeg oplevede det næsten som mit eget første maraton – bare at følelserne denne gang ikke sad i mine ben, men i hendes. Der var tårer på de sidste kilometer, ligesom for mange år siden, da jeg selv gik igennem det første gang. Og det er mærkeligt, hvor hurtigt et “første maraton” kan minde dig om, hvad løb egentlig handler om: ikke tiden, ikke resultatet, men mennesket, der har modet til at føre det helt til ende.
For hende var det overhovedet ikke nemt. Vablerne kom tidligt, vinden flåede alt, den kunne få fat i, og hedebølgen i kløften sugede energien ud af os. Jeg vidste, hun havde sine sårbarheder, jeg vidste, hvor hårdt hun havde arbejdet, og hvor bange hun havde været før løbet, men derude på ruten viste hun noget, man ikke kan træne sig til: ren vilje. Hun klagede ikke, gjorde sig ikke til offer, dramatiserede ikke noget. Hun kæmpede sig gennem kilometer efter kilometer uden at give op. Og det imponerede mig mere end nogen tid, jeg nogensinde har løbet.
Og afslutningen… den var taget ud af en anden film. Folk langs ruten råbte hendes navn, fremmede heppede på hende som på en mester, og jeg løb ved siden af hende med de samme tårer, som jeg havde til mit eget første maraton. Og dér mærkede jeg, at nogle løb ikke løber man for at se, hvor stærk man selv er. Man løber dem for at se, hvor stærk personen ved siden af én er. Det var et af de mest personlige og smukkeste, jeg nogensinde har oplevet.
Og hvis Garda var øjeblikket, der ramte mig personligt, så var 3h45-projektet det øjeblik, hvor jeg mest af alt mærkede, hvad fællesskab betyder.
En af de fedeste ting, jeg nogensinde har lavet med den her side, var 12-ugers-projektet til Bucharest Marathon. Jeg ved ikke, om det så sådan ud udefra, men for mig var det en total forpligtelse: to opslag om ugen, planer, råd, forklaringer, historier – alt skrevet med passion, med omtanke og ansvar. Ikke kun som løber, men som et menneske, der vidste, at der var folk derude, som faktisk fulgte efter. Jeg startede 3h45-projektet en helt almindelig dag, da idéen ramte mig ud af ingenting, men undervejs kunne jeg mærke, at det blev til noget meget større, end jeg havde tænkt – et løfte, jeg ikke havde råd til at svigte.
Det, der kom tilbage fra folk, overvældede mig. Beskeder, kommentarer, mennesker der skrev, at de løb med mine opslag i hovedet, at det hjalp dem med ikke at stoppe, at de lærte, at de fik mod. Og selv nu, to måneder efter maratonet, får jeg stadig tak. Folk skriver stadig, at de satte personlig rekord, at de lærte om ernæring, at de forstod, hvordan man løber en long run, at de fandt rytmen. Det er vildt. Og jeg overdriver slet ikke, når jeg siger, at de reaktioner betød lige så meget (hvis ikke mere) end selve løbet. For på de 12 uger mærkede jeg igen, at jeg kunne give noget tilbage til det fællesskab, som har bygget mig op i årevis.
Og maratondagen lukkede cirklen. Jeg gik ind i løbet fyldt af følelser, med post-COVID hængende i åndedrættet og med frygten for ikke at kunne holde tempoet, men jeg havde én regel: Hvis jeg har sagt, at jeg tager flaget ind på 3:45, så gør jeg det. Og det gjorde jeg. Hårdt, men rent. Jeg krydsede målstregen hånd i hånd med Vasile og Deea (de andre to pacere), udmattet og lykkelig, og i det øjeblik følte jeg, at hele projektet havde ramt sit formål. Det handlede ikke om tiden, det handlede ikke om perfekt pacing, men om fællesskabet, om folks energi og om, at jeg sluttede præcis det, jeg havde lovet. Og jeg tror, det står tilbage som en af mine største bedrifter i år – måske den største.
Og som om året havde en særlig evne til at sende følelser fra alle retninger, kom også det løb, der ramte mig hårdest. Følelsesmæssigt.
Puglia 100k var løbet, der lagde sig i mig på en anden måde end alle de andre. Ikke fordi det var let – det var det overhovedet ikke. Der var fugtighed, stigninger der river sjælen ud af dig, og øjeblikke hvor du får lyst til at tygge i luften af tørst. Men det var samtidig løbet, hvor jeg mest af alt mærkede mennesket i mig og mennesket i de andre. Den hundrede kom ikke perfekt i mål, men den kom præcis som den skulle: levende, ærlig, ladet med alt det, man kan føle på en 100 km rejse – glæde, ro, træthed, tårer, grin, sang, bandeord og en masse øjeblikke, hvor jeg sagde til mig selv, at jeg er privilegeret over at kunne opleve noget sådan.
Men det største var ikke ruten, ikke tempoet, ikke den perfekte ernæring. Det var fællesskabet. Det var den skøre idé med “adoptér en kilometer”, som startede som en leg og blev til den mest rørende støtte, jeg nogensinde har fået i et løb. Folk sendte mig beskeder til kilometer 1, kilometer 12, 34, 69, 80… og jeg lyttede til dem derude, når jeg var smadret, når det gjorde ondt, når jeg ikke kunne finde vandposten og var så tørstig, at jeg havde lyst til at drikke vandet fra asfalten. De beskeder ramte mig i brystet som en bølge og løftede mig på en måde, jeg ikke kan forklare med ord. Jeg tror, det er den første hundred i mit liv, hvor jeg ikke løb alene i ét eneste sekund. Selv om jeg var alene på vejene mellem oliventræerne, var vi 21.000 i telefonen.
Og så var der vennerne. Nae, som jeg startede første omgang med. Delia, Gheo og Maria, som kom med toget og dukkede op præcis på den kilometer, der var dedikeret til dem. Carmen og Andra, som ventede på mig på torvet til sidst, med kuldegysninger og energi. Det var en hundred, hvor jeg følte mig støttet fra alle sider – i beskeder, i opkald, i venners råb, i Syditaliens ro og på den smalle vej, der føltes som taget ud af en anden verden. Jeg lukkede hundreden på 11 timer og 11 minutter, men tiden er ikke vigtig. Der bliver noget andet tilbage: at selv når du løber dig selv med dig selv… så løber du faktisk med alle de mennesker, der har sendt dig en god tanke. Og for mig var det årets største gave.
Men måske kommer årets smukkeste ting ikke fra mine løb, men fra en overraskelse, min mor gav mig.
Midt i alle mine løb og skøre idéer kommer en af årets største glæder fra Ica, min mor. Som 73-årig har den her kvinde genopfundet idéen om disciplin. Hun løber, laver udfordringer, står op kl. 5 om morgenen for at løbe til Fitness Tribe-udfordringen, tager sine daglige skridt uden at springe en eneste dag over, og hvis det er nødvendigt, går hun ud ved midnat for ikke at bryde sit løfte. Hun løb 5 km i Sfântu Gheorghe, blev nummer 2 i sin aldersgruppe og var helt ærligt mere lykkelig end os alle tilsammen.
I år beviste hun endnu en gang, at det ikke er alderen, der stopper dig – det er undskyldningerne. At du kan starte når som helst. At du kan gennemføre en udfordring til ende, selv om du har tog kl. 1 om natten, bagage, nerver og al verdens kaos. I dag er hun på dag 38 på sin vej mod 100 dage med løb kl. 6 om morgenen (5 dage om ugen) – og spørger du mig, så er det en af de stærkeste præstationer i hele det her år.
Og jeg er stolt af hende på en måde, der er svær at sætte ord på. For vores store løb fortæller en historie, men hendes løb fortæller karakter.
Og alligevel handlede året ikke kun om de store øjeblikke. Det handlede også om alle de små og store løb, der fuldendte billedet.
Gerar åbnede året med holdet Inglourious Basterds, min trio hver vinter, bestående af mig, Gabi og Bogdan. Det var koldt, lidt ubetænksomhed ved start, tempoet alt for højt (som altid), vejrtrækning helt ude i hegnet og en slutspurt, hvor Bogdan næsten rev sig løs fra resten af menneskeheden. Men det her løb har sin egen charme: man løber tre sammen, skændes i hovedet, griner højt, redder hinanden, og til sidst glemmer man, hvor hårdt det var. Det er Gerar for mig – den perfekte begyndelse, fuld af kaos, venskab og endnu en holdhistorie.
I februar stak jeg af til Puglia for min traditionelle hundred, men i år havde det en særlig charme: min mor kom med mig til Italien for første gang. Det var en lang løbetur gennem olivenlunde, stenmure og hvide landsbyer, med Pluto (dronen) bag mig, to hunde der dukkede op ud af det blå, og en Antonio der tilbød mig Cola og gode jokes midt på ruten. Det var en af årets smukkeste solo-ture – rolig, fuld af landskaber og med den følelse af frihed, som kun Syditalien kan give dig.
Legal Half Marathon var den type løb med en fed stemning, jokes langs ruten og skønne mennesker, som man kun møder, når man løber bagi feltet. Jeg løb sammen med Carmen i et træningspace og nød hver kilometer, præcis som vi havde brug for to uger før Garda. Det handlede mere om historier, god energi og endnu en bekræftelse af, at vores vej mod maratonet gik i den rigtige retning.
Så kom Bucharest Half Marathon – løbet hvor jeg løb alene, bare mig med mig selv, med den lyst til fart, jeg ikke havde mærket i lang tid. Ren energi fra folk, high-fives på Victoriei, jokes med venner og et tempo lagt efter bogen, helt frem til en 1:42-finish, der både knækkede mig og ladede mig op. Det er den slags løb, der minder dig om, hvorfor du elsker at løbe, når alt går perfekt.
Og så kom… DOUBLE GLORY — Hamburg + Xman, to Ironman på seks dage.
Hvis jeg skulle sætte et label på den uge, ville det være “organiseret vanvid med sjælen udenpå”. Hamburg var præcis sådan, en Ironman bør være: hård, spektakulær, fuld af mennesker, med øjeblikke der knækker dig og reparerer dig på samme tid. Alt gik godt, fra svømning til mål, med den energi der får dig til at føle dig levende. Og især med Carmen på sidelinjen, med sin klokke, med råbene fra 100 meters afstand, med det smil du ser én gang, og som bærer dig gennem hele løb. Hamburg var en komplet fortælling.
Og så… Xman Oradea. Der var det ikke længere en fortælling, det var livet levet helt råt, i realtid. Varme der smeltede mig, tanker om at udgå, mennesker der løftede mig fra ingenting, en Alex der gav mig selvtillid, en Victor der trak mig med sig, børn der skreg, frivillige der kølede mig ned som et Formel 1-hold, folk i landsbyerne med vandslanger, appelsiner, grin og råb ved hver passage… og det øjeblik, hvor benene begyndte at træde helt af sig selv, og jeg græd på cyklen uden længere at kunne skjule noget. Der var jeg ikke “atleten” længere, jeg var mennesket presset til grænsen.
Og alligevel gennemførte jeg. Med Carmen ved min side på hver omgang som en god skygge, med den løbetur der flåede mig i stykker og holdt mig i live på samme tid, med målgang på den røde løber, hånd i hånd, efter en dag der slog mig i knæ og rejste mig igen. Og ja, løbet sluttede, men historien gjorde ikke — en forbandet bakterie sendte mig direkte på hospitalet bagefter, med feber over 40, varmeshock, ambulancer, venflons, søvnløse nætter og reel frygt. Men også dér forstod jeg noget: Det var ikke så hårdt, fordi jeg ikke kunne – det var hårdt, fordi jeg allerede var syg.
Og måske mærkeligt, men det befriede mig. For i sidste ende handlede den her double ikke om “hvor sej du er”, men om mennesker, om støtte, om sårbarhed, om hvordan nogen løfter dig op fra et hjørne af ruten, når du ikke længere kan se nogen udvej. Hamburg gav mig glæden, Xman gav mig sandheden. Sammen var de det smukkeste og det hårdeste, jeg har gjort i år.
Carpathia Trails var det løb, hvor jeg vågnede op til at skulle klatre uden stave, krumbøjet af stigningerne og i skænderi med mine sko hele ruten. Varmt udenfor, hovedet nede i jorden, nul energi, og Mafi og Fate (ja, jeg gav skoene navne) kommenterede på hvert skridt. Det var smerte, jokes, støv, besættende væskeindtag og mere gang end løb, men også skønne mennesker, god stemning og en upåklagelig organisering. Det er ikke min “hovedfilm”, men jeg følte mig som i en bjergkomedie, hvor det eneste der holder dig fra at udgå, er selvironien.
SEPTEMBER GLORY — Transfier + Ironman Emilia Romagna
September kom med to helt forskellige historier, men lige intense. Transfier var det løb, hvor jeg havde følelsen af at være med i en horror-komedie med bjørne, motorcyklister-guardian angels og nedkørsler, der fik mine organer til at ryste, ikke styret. Jeg grinede, bandede, talte med mig selv, med skoene, med bjørnen, med naturen, med alle — og jeg græd på trappen under Prometeu, hvor hele året samlede sig i min hals. Det var brutalt, smukt og dybt menneskeligt.
Og så, uden mental pause, kom Emilia Romagna. En Ironman perfekt organiseret og brutal i oplevelsen. En fantastisk svømning, en hurtig cykel og et løb, der blev til den mærkeligste duel mellem ambition og smerte. Og alligevel var nøgleøjeblikket ikke på ruten, men ved kilometer 32, hvor jeg ville give op, og Carmen sagde helt enkelt: “Kom.” Ét ord. En total reset. Resten var stædighed, små skridt, vådt tøj, smerte der bøjede mig som et spørgsmålstegn og en målgang oplevet i hendes arme.
Transfier gav mig adrenalinen, frygten og den forløsning, som kun hårde løb kan give. Emilia gav mig lektien. Sammen var de “September Glory”: to løb der knækkede mig, byggede mig op igen og viste mig, at styrke ikke kun kommer fra muskler, men især fra menneskerne, der løber ved siden af dig, også når du ikke kan mere.
Men ingen af årets løb ville have givet mening uden mine mennesker.
I år gik det endnu tydeligere op for mig, at jeg ikke løber alene, uanset hvor lang vejen er. Carmen var med mig i næsten hver eneste konkurrence — nogle gange på sidelinjen med sin klokke, andre gange i løbet, andre gange i et enkelt “kom” sagt præcis i det sekund, hvor min sjæl var ved at knække. Hun var ved min side i Hamburg, i Xman, i Garda, i Legal Half, i Puglia, i Transfier, i Emilia Romagna… og uden at gøre det til poesi har hendes tilstedeværelse holdt flere løb oppe, end hun forestiller sig. Der er øjeblikke, hvor du ikke har brug for andet end dit menneske, der ser på dig og siger, at du kan.
Andra, min pige, min sjæl… hun har et særligt talent for at dukke op præcis, når der er brug for det. Ved Bucharest Half, ved målstregen, ændrede hun mit humør på ét sekund. I andre løb gav bare det, at jeg vidste, hun fulgte med eller ventede et sted, mig en slags energi, man ikke kan opfinde. Den varme ro – barn-voksen – som du mærker i ryggen som en god pude.
Og så er der mine venner. Paul, som jeg har delt så mange kilometer og historier med, at jeg ikke længere kan tælle dem. Et sjældent venskab, hvor man ikke forklarer sig så meget — man ved, at den anden forstår og støtter, også når han ikke er der fysisk. Han er min konstant i løb. Nae, et af de mennesker jeg har delt mange ture med i år, og som jeg forstår uden de store forklaringer. Oana, med sin rolige energi og den måde, hun ser løb som en livsstil, ikke som en konkurrence. Alex, med sin motivation fra forreste linje. Ana og Florin, gode mennesker med deres historier og den måde, de lever sporten på. Victor, Delia, Gheo og andre — dem, der dukker op ud af det blå, men præcis på det rigtige tidspunkt, hvad enten det er et improviseret væskepunkt, et “kom, du kan godt”, et opkald eller et smil.
Og så er der dem, jeg ikke kender personligt, men som jeg mærker i beskeder og reaktioner. Mennesker der løber med mig uden at være ved siden af mig, mennesker der skriver til mig to måneder efter et opslag om Bucharest Marathon, mennesker der adopterede kilometer i Puglia, mennesker der sender videoer, opmuntringer, replikker der rammer mig direkte i hjertet. Nogle gange har en besked på to linjer betydet mere end tusind kalorier fra gels.
I år forstod jeg noget, jeg ikke kan forklare særligt poetisk: Løb får dig til at møde gode mennesker. Og gode mennesker holder dig i live, løfter dig, reparerer dig og ændrer nogle gange hele dit løb. Uden dem ville året ikke engang have været halvt så fyldt.
Jeg har haft mennesker og fællesskaber, der gjorde løb endnu bedre. Med Hoka faldt tingene smukt på plads — jeg havde gode sko på fødderne, testede dem i store løb og nød at opdage modeller, der virkelig passer til mig. Uden støj, uden nykker, bare løb.
Med SportGuru og Yolo Events var det måske årets smukkeste overraskelse. Jeg fandt åbne, varme, professionelle mennesker, som jeg var på bølgelængde med fra første øjeblik. De støttede mig i alt, jeg gjorde i år, lod mig være mig, med mine lange tekster, mine historier, min stil. De skyndte ikke på mig, begrænsede mig ikke, bad mig ikke om noget “i deres stil”. De havde tillid til mig og til den måde, jeg fortæller om løb — og det betyder enormt meget for mig.
For mig var alt det her ikke “samarbejder”, men stykker af mit år, der gjorde det rundere, varmere og mere motiverende. Mennesker og fællesskaber, jeg oprigtigt er glad for at have haft ved min side.
Jeg skriver de her linjer i min anden uge med pause – en pause min krop virkelig havde brug for. Tænk ikke på noget romantisk, som “jeg sover 16 timer om dagen og bliver zen-restaureret”. Virkeligheden er, at jeg sover 4 timer, arbejder mere end før og prøver at finde ud af, om pausen er fysisk eller psykisk. Men uanset hvad, gør jeg det hvert år, og jeg ved, det gør mig godt.
For mig er den her artikel ikke bare en årsafslutning. Den er også en slags bro til det, der kommer. En afslutning og en begyndelse på samme tid. Næste uge går jeg tilbage i træningen og tilbage i min film, med de første to store mål: Gerar — den officielle sæsonåbning i januar — og Malaga 100 km i februar, løbet jeg havde planlagt siden sidste år, og som jeg har drømt om i 2-3 år.
Det var et langt og smukt år. Hårdt, men godt. Fyldt, men afklaret. En blanding af den slags, hvor du står tilbage med træthed i benene og ro i sjælen. Og hvis jeg har lært noget på det seneste, så er det, at løb ikke handler om grænser, men om hvordan du lever dit liv. Om de mennesker du deler vejene med, om det du føler derude, om historierne der bliver tilbage.
Og hvis alt det her er en del af mit løb, så er jeg glad for, at jeg stadig har meget at leve. Og meget at løbe.
#alergare #runningromania #maraton #semimaraton #ultrarunning #100km #triathlon #ironman #povestidealergare #comunitate #sport
Gallery
