🐙🇮🇹🍝 Første aften i Bari, og det føles næsten, som om jeg aldrig har været væk. Hver gang jeg stiger ud af flyet, føles det som at komme hjem. Bare at jeg denne gang er kommet med hele flokken: Andra (min datter), Carmen, Gheo (for berømt til overhovedet at skulle præsenteres) med Delia og Iulia, plus Nae og Maria. Idéen om turen, der opstod lige på Sankt Alexander? Tjek. 100 km-løbet? Det kommer.
Og fordi maven selvfølgelig skulle indvies ordentligt, smuttede vi forbi Mastro Ciccio – det der streetfood-sted, der bryster sig af “il miglior street food di Bari”. Om det er det bedste, ved jeg ikke, men den sprøde polpo, jeg hapsede i en sandwich, var så stærk, at den tog hatten af dig og fik et sødt lille “vaffanculo” frem, når du bed i den. Sindssygt godt. 🤪
Efter at have vandret lidt op og ned ad de små gader, der virker skabt udelukkende for, at man kan fare smukt vild, kom vi ud på Lungomare di Bari. Første gang i mit liv, jeg steg op i det panoramahjul. Jeg fik en lille klump i halsen, da de stoppede os deroppe, og det føltes, som om de havde glemt os, men jeg lod, som om jeg var zen. Lad os sige det sådan. 🤭
Bagefter endte vi hos Martinucci efter pasticciotti. Hold nu op… det der er ikke kager, det er sirener, der synger sødt og lokker dig ind i deres bløde fælde med fine cremer. Jeg dyppede dem i Aperol Spritz, for sådan gør man, når man er et seriøst menneske på ferie. Uden begrænsning, uden skam.
En kort tur forbi Basilica di San Nicola, oplyst som i et eventyr, og så direkte til Lo Svevo. Restauranten, jeg prøver aldrig at gå glip af. Nae var en smule skeptisk efter Mastro Ciccio og glædede sig bare til den berømte blæksprutte med favebønner, som jeg blev ved med at lovprise.
Og her begynder magien. Deres blæksprutte er noget… en djævelsk blødhed. Så mør, at hvis du kigger grimt på den, så går den i stykker. Favaen er i virkeligheden en tyk, fin puré, der breder sig ud på tallerkenen som en creme. Ovenpå kommer de karamelliserede løg – søde og bløde – de soltørrede tomater, gennemtrukket af rigtig god, blank olivenolie, og stykkerne af polpo (blæksprutte), ristet præcis tilpas. Det hele dufter af hav, af røg, af god olie og af Syditalien. Den tallerken rammer dig lige i baghovedet med en appetit, som om du ikke har spist i tre dage. Præcis den slags ret, der automatisk får spyttet til at løbe og udløser den dér dyriske impuls: lad mig være, jeg vil spise.
Vi fik også Parmigiana di Melanzane, små pølser af en blanding af okse og svin, et ostefad fra Puglia, grillede peberfrugter, der slog benene væk under dig, og selvfølgelig Patate, riso e cozze. Den mad, der ser ud som om den er lavet af alt, man lige havde i huset, men som er ren historie hernede. En ret født i fiskerfamilier: kartofler, ris, muslinger lagt i rå, og så bliver det hele gratineret langsomt, langsomt, til der kommer en ret ud af det, der ser mærkelig ud, men smager af “jeg har intet at udsætte”. Første gang jeg prøvede den, sidste år, var jeg ikke overbevist. Nu ville jeg have bestilt den en gang til. Den der creme mellem lagene af kartofler og muslinger er præcis den kombination, der vinder dig.
Til sidst var det, som om nogen fornemmede os. Vito dukkede op – ejeren, en ven fra sidste år. Familierestaurant, varm fyr, jokes, historier, hele pakken. Han genkendte os, og vi stod og snakkede lidt om blæksprutte, om sidste år, om hvad vi ellers laver i køkkenet, og hvad vi løber. Han gav os også en digestiv… som var en slags snaps, der sendte flammer op gennem halsen, men effektiv, det skal den have.
Og selvfølgelig gik vi ikke uden deres tiramisù med øl. Mærkelig idé, overraskende god i virkeligheden.
Sådan begyndte vores aften i Bari. Præcis som jeg vidste, den skulle være: med god mad, gåture, venner og små eventyr, der får historien til at hænge sammen. 🤗
Gallery
