I dag lykkedes det mig endelig at komme ud at løbe igen. Efter de 100 km i Alberobello i søndags løb jeg tirsdag 10 km bare for lige at få “samlet” benene, og siden da… har jeg simpelthen ikke haft tid. De følgende nætter var totalt kaos: den første nat efter hundrede kilometer sover jeg aldrig godt; så kommer de der små, irriterende smerter efter mange timers bevægelse – bare i tredje potens.
Så røg der to nætter på arbejde, udsættelser, ting der hobede sig op og åd al min søvn. Onsdag ramte den klassiske udmattelses-svimmelhed mig, og jeg gik på fuld pause. Jeg sov, fik nulstillet systemet og fik først dér lavet den restitution, jeg egentlig burde have lavet lige efter løbet.
Lørdag var vejret drømmeagtigt, men jeg kom heller ikke ud, fordi Ica kom forbi mig. Hun havde lige afsluttet Fitness Tribes 21-dages løbeudfordring: mandag til fredag, op kl. 6 om morgenen og en løbetur hver dag. En udfordring på rigtig.
Faktisk tog hun den helt til dag 25, så hun også ramte det tidspunkt, hvor FT fejrede 2000 dage med deres program. Der var stor fejring der: t-shirts, billeder, glæde, folk der kom forbi for at sige tillykke. Jeg ville gerne have været der, men jeg var stadig i Italien. Fredag… var jeg helt færdig. 😔
Men glæden kom lørdag, da jeg gav hende gaven: et par Hoka Bondi 9 og et Garmin Forerunner 165. Det var alt, der skulle til. Hun sprang af glæde, tog dem på, prøvede det hele, og så gik vi sammen ud på vores klassiske kilometer rundt om blokken. Hun lagde ud som et skud; efter 400 meter spurgte hun allerede, om hun overhovedet når pensionen 😂, men så fandt hun sin rytme og tog den hele vejen. Enkel, smuk glæde. Jeg har al beundring for det, hun har gjort de sidste måneder. Det er helt utroligt i hendes alder på 73.
Tilbage til dagens løbetur: trist vejr, vand over det hele, tunge skyer som om de ville tvinge en depression ned i halsen på dig. Men jeg tog afsted fra Carmen beslutsomt og faktisk motiveret for at bevæge mig lidt og få en pause fra arbejdet.
Jeg tog ad Virtuții, Ciurel-broen og videre mod Lacul Morii. Jeg nåede knap nok ind på ruten ved søen, før jeg fik øje på Victor – jeg kendte ham fra nettet, vi har vist mødt hinanden en gang før, jeg tror, jeg var på cykel dengang. Han havde 30 km på programmet, jeg havde cirka 10 bare for at få luft. Han sagde, at han ville følges med mig.
Og sådan løb vi begge to afsted i et godt tempo med historier, idéer, planer. Han træner op til maratonet i Firenze, jeg… drømmer pænt om maratonet den 1. december, som jeg helt ærligt ikke engang vidste, hvor jeg stod i.
Vi løb en omgang rundt om søen, tog promenaden i Chiajna, og for enden viste han mig en vandpost, jeg ikke anede fandtes. Vi vendte om, gik ind gennem Dâmbovița-deltaet, kom ud i Roșu, tog en tur gennem skoven, og ved en rundkørsel viste han mig endnu en vandpost, gemt i kirkemuren på en lille gade, som man ikke engang ser, hvis man ikke ved det. Jeg har løbet i området i næsten to år og anede intet om dem. Jeg følte mig som turist i mit eget kvarter. Vi grinede begge to. 😂
Ved kilometer 15 skiltes vi. Jeg sagde, at hvis han tog samme vej tilbage, så ramte han præcis 30. Vi gav hinanden et kram, og så gik vi hver vores vej. Jeg fortsatte på den anden side af søen, fik også lidt tempo til sidst, og jeg sluttede dagen med 19 rene kilometer – præcis det, jeg havde brug for for at komme mig psykisk og mentalt. ☺️
Og helt ærligt gav den her løbetur i dag mig selvtillid til maratonet den 1. december. Jeg meldte mig også til, når jeg nu alligevel føler mig bedre. I dag, mellem det dårlige vejr, trætheden efter Alberobello, historien med Ica og det perfekte møde med Victor, faldt det hele på plads, præcis som jeg havde brug for. Som om der kom lidt lys i alt kaosset fra de sidste dage.
19 km i gråvejr. Og alligevel en af de bedste comeback-løbeture i den seneste tid. ❤️🏃♂️
#alergare #runningromania #hokarunnersromania #sportguru #yoloevents #maraton #maraton1decembrie #laculmori #fitnesstribe #hoka #garmin
Gallery
